Nydiagnostiseret – hvad nu?

Denne tid kan være svær.

Du har for nyligt fundet ud af at din hofte ikke er helt optimal, eller som den “burde” være. Din konsultation ved lægen kan have været med en fin autoritær udmelding omkring hvorfor du har gået og haft problemer. Men den kan også både have været mega forvirrende, mangelfuld og fuld af spørgsmål der ikke blev afklaret. Ikke alle føler sig hørt mht tanker og bekymringer til diagnose-konsultationen på sygehuset. Det er her vigtigt at få stillet alle dine spørgsmål.

Nogle får endda et chok når de hører deres diagnose.

Når man får diagnosen er det vigtigt at slå koldt vand i blodet, og tænke sig om inden man foretager sig yderligere. Pas på med at tage beslutninger for hurtigt. Mærk efter når der er faldet lidt ro på igen. Læs lidt her på siden eller facebook. Snak med andre der har været igennem noget lignende eller find en dygtig fysioterapeut, kiropraktor eller træner og få en god snak med om din nye viden.

Få mærket godt efter hvad du har lyst til.

Og lad dig ikke skræmme af hverken lægens udmeldinger eller mange af de skræmmebilleder der bliver opstillet derude.

Min klare erfaring er, at jo mere bange & bekymret patienten bliver når de får diagnosen, jo mere ondt får de i tiden derefter. Samtidig er det min erfaring af forløbet/tiden derefter med enten operation eller træning bliver mere kompliceret.

Det bedste råd er at tage en dyb vejrtrækning og få ro på.